Brugerlogin

Indtast dit brugernavn og kodeord her for at logge ind på websitet:
Log ind

Har du glemt dit kodeord?

 

En musikalsk aften af de helt store

 

Et feststemt og forventningsfuldt publikum fra nær og fjern, en god lydopsætning og to musikere i topform – så var scenen sat til en forunderlig musikalsk oplevelse, da Rasmus Lyberth og hans pianist, Kristoffer Jul Reenberg den 17. maj 2018 underholdt i Hans Tausens Kirke.

Det var en veloplagt og meget velsyngende Rasmus Lyberth, fremragende ledsaget af den ligeså velspillende Kristoffer Jul Reenberg på flygel og Hammond orgel, som et begejstret publikum tog imod i den intime atmosfære i kirken, hvor publikum kom helt tæt på musikerne.

I løbet af koncerten serverede Rasmus bl.a. en række af de dejlige og velkomponerede sange fra sit seneste, prisbelønnede album ”Nysgerrighed som styrmand”, som Rasmus selv, og mange med ham, mener er hans bedste. Han fik også understreget, at hans fantastiske stemmepragt fortsat er intakt og lukkede endnu engang publikum ind i et magisk univers, der taler direkte til følelserne og åbner sanseapparatet på vid gab - især hans og pianistens fortolkning af den meget gribende Asanaqigavit/Kærligst ramte direkte i hjertekulen og berørte publikum dybt.

”Bare luk øjnene og syng med…”, lød det et par gange fra Rasmus – og det var en ganske god opfordring til at åbne for sine sanser og lade musikken flyde ind i sindet. Som en tidligere Grønlandsfarer blandt publikum eksemplificerede det efter koncerten: ”Så snart Rasmus begyndte at synge, følte jeg mig tilbage i Grønland”.

At dømme efter publikums varme og glade ansigter efter koncerten, måske stadig med en lille tåre i øjenkrogen, havde mange haft en enestående og rørende oplevelse. Enkelte, der aldrig før havde oplevet Rasmus Lyberth live, udtrykte det således: jeg vidste ikke rigtigt, hvem han var, men at han var så god og havde så stor en stemme - det havde jeg ikke forventet”.

Jo, Rasmus Lyberth kan fortsat tryllebinde et publikum og er altid en stor oplevelse.

Steen B. Frantzen