Brugerlogin

Indtast dit brugernavn og kodeord her for at logge ind på websitet:
Log ind

Har du glemt dit kodeord?

 

To meningsfyldte dage med Sommerbørn

-         et diakoniprojekt i Skt. Knuds Provsti.                       

Skoleferien er ved at rinde ud, og der er kun få uger tilbage. Inden længe skal børn i alle aldre, farver og faconer atter tidligt op og i skole for at begynde eller fortsætte deres dannelsesrejse udi lærdommens kunst. Men der er stadig tid endnu, tid til langsomme morgener, hyggelige dage med familien, udflugter og oplevelser.

Men for nogle børn ser virkeligheden helt anderledes ud! Der findes måske ikke plads i økonomien til et besøg i en af landets mange forlystelsesparker, og måske heller ikke overskud hos mor eller far til at komme afsted til oplevelser, som man med stolthed kan fortælle om i klassen efter ferien.

I vores sogn har vi mulighed for at bidrage til gode oplevelser for disse børn gennem et godt og frugtbart samarbejde mellem sognene og institutionerne i Skt. Knuds Provsti.

For 6. år i træk afholdtes i august to meningsfyldte dage med deltagelse af 14 familier. Hertil kommer 22 frivillige, 3 kirke- og kulturmedarbejdere og 3 præster fra de 5 sogne og FTS (Folkekirkens Tværkulturelle Samarbejde).

Den første dag gik turen til Davinde Naturskole. Her startede dagen i grupper, hvor hver gruppe udgjorde en lille familie, som fik til opgave at forberede et fælles måltid. Der blev gravet dybe og brede huller i jorden med spade og greb, derefter blev de foret med store sten, og der blev tændt bål. Andre forberedte kød, kartofler og grønsager, som de pakkede ind i kålblade og dernæst i stanniol. Da bålet var brændt ned, blev alle gløder fjernet og råvarerne lagt ned på de varme sten, hvorefter jorden blev lagt over. Tre timer senere kunne vi nyde et dejligt måltid ved et smukt bord, som et af børnene frivilligt havde stået for.

I løbet af dagen blev der rappellet over vandløb, bygget - og sejlet på tømmerflåder, lavet små konkurrencer og gået tur i området. Dagen sluttede ved sekstiden, hvor alle blev kørt med bus tilbage til Odense.

Den anden dag var der dækket op til brunch i Cirkus Flik-Flaks lokaler på Herluf Trolles Vej. Efter et dejligt og varieret formiddagsmåltid fik både børn og voksne mulighed for at prøve kræfter med forskellige cirkusdiscipliner. Snurrende tallerkner på pinde, jonglering med bolde og kegler, små cykler, stylter og linedans var nogle af de kunster, man kunne øve sig i. Hen på eftermiddagen blev der leget stikbold og fange, samt drukket saft og spist kage. Efter aftensmåltidet gik alle ud på parkeringspladsen, hvor den ene flotte veteranbil efter den anden holdt klar. Der blev vinket og sagt farvel og på gensyn, hvorefter alle børn med deres familie blev kørt tilbage til centrum.

Den 8. og 9. august 2018 afholdes der igen Sommerbørn.

Hvis du kender nogen, som har brug for et sommerferieløft og kunne have glæde af dette tilbud, så tøv ikke med at sprede det gode budskab!

Henvendelse vedr. deltagelse i Sommerbørn 2018 kan ske til Kirke- og kulturmedarbejder Ditte Hassing7783dih@km.dk.

Hold musen hen over billede for, at stoppe rotation eller klik på billedet for at se det i stor størrelse. Klik herefter på billederne for, at bladre.