Brugerlogin

Indtast dit brugernavn og kodeord her for at logge ind på websitet:
Log ind

Har du glemt dit kodeord?

 

En smuk og funktionsdygtig moderne kirke

I kommer fordi kirken og tænker: Hov, der sker da vist noget? Ikke kun indholdsmæssigt, men også rent fysisk.

I de seneste år har vi sparet på pengene og har nu en mindre sum, vi kan gøre godt med. Vi har drøftet sagerne med provstiet og er gået i gang. Kirken skal være synlig, så derfor er der kommet navn på gavlen, og en informationstavle ved vejen vil dukke op. Køkkenet, der er fra byggeriet i 1989, bliver helt nyt. Det har længe været et ønske fra både medarbejdere og frivillige. Nu er det sket.

Messehaglerne har været til rensning og reparation i Selskabet for Kirkelig Kunst. De er samtidig blevet vurderet som i god stand, og vi har fået sat navn på kunstneren af den røde: arkitekt Hans Georg Skovgaard, som var leder af selskabet. Vi har købt kjortler til begge præster, to til hver, så de også kan blive vasket. Vi har købt det ny salmebogstillæg, så vi har bøger i hånden, når vi skal synge med på de nye salmer.

I småtingsafdelingen er der anskaffet nye informationsstandere indendørs, og der bliver sat kroge og snore op, så de kunstneriske udfoldelser fra spirekor, minikonfirmander, konfirmander og deltagere i hele skoledage kan udstilles til inspiration og glæde for os alle.

I januar indrettede vi kontor til Anita og fik nyindrettet arbejdspladser til alle de øvrige medarbejdere i kirken. Vi kan mærke, at alle trives i de nye omgivelser.

Den sidste store investering i dette år bliver sandsynligvis forbedrede lydkvaliteter i både kirke og mødesal og måske også mulighed for at inddrage billedmediet i undervisning og gudstjenester? Vi ser, om pengene rækker så langt.

I 2018 sker der flere forbedringen. Vinduerne i kirken skal skiftes. De har siddet der fra kirken blev bygget i 1954. Og så skal ovenlysvinduerne i våbenhuset/torvet skiftes. Provstiet har lovet at hjælpe med den økonomiske side af sagen. Det hele skal ses i en sammenhæng. Vi er blevet betroet en vigtig arv og forsøger på bedste vis at give den videre.

Vi håber, I kommer til at holde endnu mere af vores ”smukke, funktionsdygtige og moderne kirke.” Kom bare med ytringer – direkte til os i menighedsrådet eller på kirkens facebookside.

 

Karen Maigaard

Formand for menighedsrådet

Brevduen skrives på skift af menighedsrådets medlemmer. Denne gang af formand for menighedsrådet Karen Maigaard