Kan vi tale om vores tro?

VI LEVER I et sekulariseret samfund. Det mærkede jeg tydeligt, da jeg gik på arbejde i psykiatrien:
Vi måtte ikke omtale vores egen tro, for vi måtte ikke pådutte patienterne noget.
Så samtale om tro var et absolut tabu.
På et tidspunkt fik vi en hospitalspræst, som patienterne kunne opsøge, hvis de insisterede, ligesom de kunne deltage i gudstjeneste i den anden ende af sygehuset. Det var der enkelte, der gjorde, men det blev ikke italesat i mødet mellem patienter og behandlere. Præsten havde sit eget stille liv, deltog ikke i afdelingens møder. Jeg ved faktisk ikke, hvad han/hun foretog sig!

I BEHANDLERGRUPPEN talte vi heller ikke tro. Jeg husker en gang, hvor jeg gav udtryk for min forundring over, at en person var overgået til asa-troen. Jeg fik dette svar: ”Er det mere urimeligt end at tro på, at en mand kan være født af en jomfru og dø på et kors, og derefter frelse os alle sammen?”

Og det er det vel ikke, set med fornuften. Det er vel et meget godt billede på forskellen mellem tro og viden. Men det gør det også svært at afvise en anden tro, for tro kan ikke bevises.

MIN ERFARING ER, at når mennesker mødes, giver de sig ikke til at tale tro, for det er pinligt.

Hvis vi begynder at tale om kristen tro – og ikke lige er præst, formoder jeg – så slår samtalepartneren blikket ned, bliver usikker og flov(?) - og tavs. Tro er privat, og der må ikke tales om den! Gå til dit lønkammer! For mig ser det ud til, at de fleste etnisk danske ikke taler tro med deres børn og børnebørn. Det bliver overladt til minikonfirmandundervisning og konfirmationsforberedelse.
Barnetroen bliver ikke grundlagt i ret mange familier. Troen er et besøg i kirken juleaften. Så er den klaret.

SÅ ER DET LET for andre mere højttalende religioner, f.eks islam at gøre sig bemærket. Man kan sige, at kristentro er privat (noget usynligt, der foregår i lønkammeret), mens nogle andre religioner, f.eks. islam, har den som noget personligt (ydre som tørklæde) eller et gruppeanliggende (som adfærd).

Det gør muslimer meget synlige i gadebilledet, og så bliver nogle kristne meget vrede på dem: De skal ikke komme her og påvirke vores samfund.

MEN DET KUNNE de jo ikke, hvis vi turde italesætte kristendommen uden for lønkammeret. Så ville vi selv og vores børn og børnebørn vide, hvad den handler om, og vi ville ikke være i tvivl om, hvad de kristne værdier er, og vi ville vide, hvornår og hvordan de viser sig/påvirker vores samfund.

Vi ville kunne pege dem ud, når andre spørger ind til dem. Vi ville ikke være nødt til at trække os ind i det indre lønkammer og forblive tavse. Hvis vi turde pege på de kristne værdier i hverdagen, da var islam ingen fare, efter min mening.

NOGLE VIL KVÆLE ”de fremmede” med censur. Det kan man ikke, for tro ligger dybere og bliver stærkere ved modstand. Det ser vi rundt om i verden, hvor religioner af forskellig art bliver forfulgt.

Så lad os i stede vise vort kristne sind, bl.a. ved at acceptere andre religioner og give dem plads til deres udfoldelse, mens vi synliggør vores egen. Vi kan vise dem, at der er plads til alle og at vi lever efter de kristne principper om at være der for vor næste! Men kan vi tale om vores tro eller er den helt privat?

Karen Maigaard, formand for menighedsrådet i Hans Tausens Kirke, Sankt Knuds Provsti tegner et billede af, hvordan hun gerne vil være med til at lave ”kirke for flere”, læs artiklen fra Fyens Stifts hjemmeside her: