Skulpturen af Hans Tausen

Hans Tausen, gipsmodel 1940-41 af billedhuggeren Johannes Bjerg

Kirkesal med træstole og en statue af Martin Luther.

Gipsskulpturen er lavet af under Anden Verdenskrig som forlæg for den broncestatue, som i 1946 blev opstillet ved Ribe Domkirke, hvor Tausen endte som biskop 1542-61. Modellen har indtil 2023 været i vores søsterkirke, Hans Tausens Kirke på Islands Brygge. Den portrætterer kirkens navnefader, Hans Tausen, født 1494 i Birkende på Fyn. Som johanittermunk drog han til Wittenberg og studerede Martin Luther og andre reformatorer. Han prædikede som den første i Danmark den nye lære i Viborg og blev en af de vigtigste skikkelser i den danske Reformation. Skulpturen skildrer Tausen i datidens dragt, der dannede forlæg for eftertidens præsteornat. Som bisp arbejdede han med den første danske bibeloversættelse, og netop oversættelser fra hebraisk og græsk var centrale for reformation, så alle havde adgang til Biblens formuleringer. Han står således med Biblen i hænderne, slået op på Juleevangeliet hos Lukas. Men hans opmærksomme blik er her i kirken rettet mod prædikestolen, så prædikanten har altid en årvågen lytter.

 

Kunstneren Johannes Bjerg, 1886-1955, var en af de vigtigste, danske billedhuggere efter Kai Nielsen. Hans figurgruppe Elskovskampen fra 1921-22 er kendt i Odense, da der står en version i Kongens Have ved bassinet. Hvor statuen af Hans Tausen er tænkt til at stå højt op ad en væg, inviterer Elskovskampen til, at man ser den fra alle sider og følger kroppenes vrid. Bjerg kom hjem fra studier i Paris ved Første Verdenskrigs udbrud og blev del af Grønningen, gruppen af unge kunstnere som Harald Giersing, William Scharff, Jais Nielsen og Olaf Rude, der skabte skandale med den første, radikalt moderne kunst i Danmark. Bjergs bidrag var figuren, Abessineren fra 1913, inspireret af en afrikaner, der stod model for ham i Paris. Den står blandt andet ved foden af Kolding Hus.


Elskovskampen blev Bjergs andet gennembrud, der sikrede ham en række opgaver med skulpturer på pladser og i parker rundt i Danmark. Værkerne blev ofte med bekostet af Ny Carlsbergfondet, som også finansierede statuen af Hans Tausen og lod den opbevare på Glyptoteket, indtil den kunne stilles op efter krigen. Disse offentlige opgaver ledte ham i retning af et mere klassisk formsprog og en interesse for historiske skikkelser. Der er ikke meget at spore af Bjergs tidlige modernisme i den gipsskulptur, vi får i kirken. Men den er skabt i de år, hvor han var direktør på Det Kgl. Kunstakademi, hvor han efterfølgende blev professor i billedhuggerkunst.

 

Tak til Albani Fonden, Den Faberske Fond og Møllerens Fond for gavmild støtte til transport, opstilling og konservering, der har gjort det muligt at overtage kunstværket.